6/25/2017 2 Comments Med piber, trommer og bjælder...Efter en lille pause fra bloggen er vi nu tilbage igen! I denne weekend gjaldt det middelaldermarked på Koldinghus, og det var en fantastisk oplevelse. Det var første gang, der var middelaldermarked på slottet, og man kan ikke forestille sig et bedre sted at holde det. Og vi kom til at synge, spille, gøgle og fjolle med middelaldermusik, som vi ikke har gjort det længe! Det har været to meget intense dage, og det er egentlig ret utroligt, jeg er vågen nok til at sidde og skrive... Men altså: Der var international ridderturnering udenfor slottet, på Slotsbanken - det så virkelig drabeligt ud, og det var bare ikke til at se, om der var regler eller ej - de hamrede virkelig bare hårdt på hinanden! Og så havde de 35 kg rustning på... I gården var der marked med forskellige boder og værksteder, bl.a. en smed (han var flink, fordi han kunne lide vores musik ;-) ) og Karamelmesterens bod. Vidste I at skumfiduser faktisk kunne laves i middelalderen? Man brugte saften fra roden af lægestokrosen, der virker som gelatine. Det vidste vi heller ikke, men det lød spændende! Giuly havde støvet sækkepiben frem igen og vi fik spillet en del med to sækkepiber - det lyder bare godt - og vi var programsat både til koncerter på scenen i gården, og til at lave gøgl og dans med børn og voksne. Det blev til mange viser om flygtige elverfolk, grublende riddere, opsætsige bønder, giftelystne konger, ærbødige salmer til Jomfru Maria og meget mere. Giuly er også blevet rigtig god til contact juggling - det er nærmest trylleri med den orange bold, hun har. Vi var ikke de eneste, der sørgede for musik: Almune, Moro og Virelai var der også, og vi skiftedes til scenen - vi kender til dem fra tidligere middelaldermarkeder, og de er rigtig gode; det var fedt at høre og se dem igen!
Lørdag aften var der også ildshow uden for slottet, og ud fra hvad jeg har hørt var det virkelig godt - men vi var inviteret hos venner til middag, så vi var der ikke (men det var også en fantastisk middag!) Man får altid så meget inspiration af at være på marked, at se og høre andre. Vejret var fantastisk (især i dag), og der var rigtig mange besøgende, så stemningen var helt i top. Det har været en virkelig god weekend, og vi håber, at Koldinghus vil lægge slot til sådan et arrangement igen!
2 Comments
|
BlogSkrives på skift af Maria, Anna og Giuly. Her er hovedsageligt musikrelateret, men også en yndlingsopskrift, fotos fra vores rejser og andet.
A little love story
En dag mødte jeg F, som talte med en slavisk akcent, den viste sig at være polsk. Jeg ville gerne også kunn synge polske sange og bad hende om at lære mig udtalen. Det ville hun gerne, men vi mødtes ikke, og jeg havde ingen kontaktoplysninger på hende. Så blev jeg ringet op, for at synge sangen i 2. satsen af Goreckis 3. symfoni. Det er en af de mest hjerteknusende sange overhovedet, resten af verden bliver ligegyldig i forhold til dens dybe sorg - og den er på polsk. Nu måtte jeg finde F. igen! Det var ikke nemt, men det lykkedes, og hun lærte mig at udtale ł, sz, rz, ś osv. - lidt tricky må jeg nok sige! Og mens vi var i gang med tschi, schi- lyde, sagde F: " Underviser du også i klaver?" "Jada. også i sang, hvis nogen spørger". Så sagde F: "Jeg tror min datter skal lære at spille klaver" "Jo fint, det kan jeg gerne hjælpe med". Men nu sagde F "Hun er tre år" --- "Gosh" tænkte jeg "det gør jeg ikke! Stakkels barn!" Men lille O havde hørt mig/os spille en aften og har siden talt så meget om det og øvet sig på en lille guitar, hun har. Så selvfølgelig får en hun en klavertime; det bliver et kvarter med de allerbedste ideeer og en masse kærlighed. |